Billeder fra Amiga.dk-hyggedagen hos Alfkil på Amager

Her er billederne fra Amiga-hyggedagen i Alfkils lejlighed den 19. oktober 2013.

Der var efterhånden gået to et halvt år siden vi Amiga.dk-folk sidst var samlet til hyggedag i Aarslev. Alfkil var i mellemtiden flyttet til København og mente da nok vi måtte kunne være i hans lille etværelses lejlighed med køkken på Amager.

Det kunne vi faktisk også, selvom det til tider krævede lidt tålmodighed og spændstighed at komme forbi hinanden for at se på de mange forskellige Amigaer af alle generationer og de aktiviteter der foregik på dem.

Der blev spillet masser af klassiske spil, bl.a. på et 42" tv, hvor de rigtig kom til deres ret. Men der var også hele tre X1000-maskiner, så der var ganske stor variation. Bl.a. havde jeg selv taget min med og tillod mig at brede mig med min 30" skærm som kunne vise AmigaOS i en pæn opløsning: 2560×1600.

Marsboeren tog et par små videoer med sin medbragte tablet, de er senere lagt op på YouTube og kan ses her og her. De viser ret tydeligt hvor trangt vi havde det - og hvor sjovt!

Alfkil fortalte om den seneste udgave af Qt-porteringen, og vi prøveinstallerede den på min X1000, hvor den dog ikke fik kørt så meget, da nogle af de programmer vi ville prøve af, ikke virkede (det viste sig senere at de skulle genoversættes mod den nyeste Qt-build).

Controller havde bagt en lækker pistaciekage, som der var rift om, og pizzamanden nede om hjørnet fik også en flok nye kunder ved frokosttid; han lavede nogle gode sandwich af "pizza-brød" (pitabrød).

Eftersom der denne weekend var AmiWest i Sacramento, sørgede vi for at lave et fællesbillede som vi sendte til Steven Solie med opfordring til at viderebringe vores hilsen.

Alt i alt en herlig dag, hvor tiden som sædvanlig gik alt for hurtigt. Der var i hvert fald mange ting jeg godt kunne have brugt mere tid til at se på og snakke om.

Men vi må jo bare sørge for at der ikke går lige så længe inden vi ses næste gang.

Og til slut en STOR tak til Alfkil for at tage initiativet (igen!) og arrangere dagen.


Niels Bache (webmaster@nbache.dk) Niels Bache

Back to overview page

Version uden rammesystemer

Alle billeder på én side - til dig der har mere hukommelse end lyst til at være online

Siden er genereret 28/10-2013 20:31:36

Valid XHTML 1.0!